23948sdkhjf

Genbruger varme: Supermarkeder skærer markant i energiforbrug

Coop er på vej mod en CO2-besparelse på 75 pct. med teknologien

Et otte år gammelt projekt har vist sig særdeles effektivt i supermarkedernes kamp for at nedbringe energiforbruget.

Hos Danmarks næststørste dagligvarekoncern, Coop, peger prognoserne på en CO2-besparelse på 75 pct. ved udgangen af i år. Det skriver Energy Cluster Denmark i en pressemeddelelse.

Siden 2017 har Coop arbejdet målrettet på at udnytte den varme, som normalt går tabt, når fødevarer bliver kølet ned. 

Det sker gennem det såkaldte Super Supermarkets-projekt, hvor Danfoss, Dansk Fjernvarme, Teknologisk Institut og Energy Cluster Denmark også deltager.

Essentiel del af driften

Ifølge energichef i Coop, Nicki Pagh Børgesen, har projektet overgået alle forventninger:

- Vi har installeret 50-60 anlæg og udviklet et koncept for intelligent butiksoptimering. I dag er udnyttelse af overskudsvarme en essentiel del af vores drift – vi bygger simpelthen ikke nye butikker uden et varmegenindvindingsanlæg, siger han.

Samtidig har Coops konkurrent Dagrofa, der bl.a. driver Spar og Meny, sænket varmeforbruget med 40 pct. i gennemsnit, lyder det.

For Danfoss har samarbejdet ført til udviklingen af en ny heat recovery unit (HRU) med stort markedspotentiale. Ifølge Torben Funder-Kristensen, Head of Industry Affairs i Danfoss Climate Solutions, er teknologien allerede på vej ud i andre sektorer.

- Projektet har løftet branchens viden markant og åbnet for nye muligheder inden for genbrug af varme – ikke kun i supermarkeder, men også i sygehuse, datacentre og teglværker, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062